So my first goodbyes have been said.
During these days I climbed Rucu Pichincha, 4,696 meters, one more time. And the first time I did it after a couple of weeks in Ecuador, we had a wonderful weather. This time it was horrible. When we arrived up with the teleferico we were immediately emerged in the clouds. During our climb we had the worst weather, and we started on the actual climbing part too early, because we could not see anything ahead of us. We might not have reached the top, unless two Ecuadorians had found us and showed us the correct way to the summit and helped us on the difficult parts. Also during this time it was raining, not making the climb any more fun.
This is just another example of how Ecuadorians are the nicest people! Because they waited for us on the summit, so they could help us down the difficult parts! Ecuadorians are so nice!
When we had climbed down the difficult parts and they were sure that we could find our own way back, they left us to go back ourselves. We did this without a single break, because it started raining so heavily that the paths turned into small floods!
The good thing about the bad weather was that we managed to do the climb in 5 hours flat!
Den 8. og 9. februar var helligdage, og jeg tilbragte disse dage sammen med Rebecca, før hun tog hjem til England. Ja, det er sørgeligt!
Så mit første farvel er også blevet sagt.
I løbet af disse to dage besteg jeg Rucu Pichincha, 4.696 meter, endnu engang. Den første gang jeg gjorde det efter et par uger i Ecuador, var det dejligt vejr. Men ikke denne gang. Vejret var forfærdeligt!
Så snart vi trådte ud af kabelbanen var vi inde i skyerne. I løbet af bestigningen regnede det, og det var så skyet ved klatredelen af bestigningen, at vi begyndte at klatre for tidligt, fordi vi ikke kunne se noget. Vi havde formentligt ikke nået toppen, hvis det ikke havde været for 2 venlige ecuadorianere, der fandt os og viste os vejen til toppen og hjalp os op ad de svære perioder.
Og dette er bare endnu et eksempel på, hvordan ecuadorianere er de flinkeste mennesker. De ventede endda på os på toppen, så de kunne hjælpe os ned ad det sværeste stykke! Og de forlod os først, da de var sikre på at vi kunne komme sikkert tilbage.
Vi gjorde dette uden en eneste pause, for på vejen tilbage regnede og haglede det så meget, og der blev dannet små floder på stien.
Den eneste gode ting ved det dårlige vejr var, at det lykkedes at bestige Pichincha og komme tilbage igen på præcis 5 timer.
This is just another example of how Ecuadorians are the nicest people! Because they waited for us on the summit, so they could help us down the difficult parts! Ecuadorians are so nice!
When we had climbed down the difficult parts and they were sure that we could find our own way back, they left us to go back ourselves. We did this without a single break, because it started raining so heavily that the paths turned into small floods!
The good thing about the bad weather was that we managed to do the climb in 5 hours flat!
 |
| And here we go again! Så starter vi igen! |
 |
| Straight into the clouds. Lige ind i skyerne |
 |
| The beauty of Pichincha. Skønheden ved Pichincha |
 |
| This looks and felt dangerous! Dette ser farligt ud og det føltes også farligt |
 |
| At the summit! 4,696 meters! Bjergtoppen blev nået. 4.696 meter! |
Så mit første farvel er også blevet sagt.
I løbet af disse to dage besteg jeg Rucu Pichincha, 4.696 meter, endnu engang. Den første gang jeg gjorde det efter et par uger i Ecuador, var det dejligt vejr. Men ikke denne gang. Vejret var forfærdeligt!
Så snart vi trådte ud af kabelbanen var vi inde i skyerne. I løbet af bestigningen regnede det, og det var så skyet ved klatredelen af bestigningen, at vi begyndte at klatre for tidligt, fordi vi ikke kunne se noget. Vi havde formentligt ikke nået toppen, hvis det ikke havde været for 2 venlige ecuadorianere, der fandt os og viste os vejen til toppen og hjalp os op ad de svære perioder.
Og dette er bare endnu et eksempel på, hvordan ecuadorianere er de flinkeste mennesker. De ventede endda på os på toppen, så de kunne hjælpe os ned ad det sværeste stykke! Og de forlod os først, da de var sikre på at vi kunne komme sikkert tilbage.
Vi gjorde dette uden en eneste pause, for på vejen tilbage regnede og haglede det så meget, og der blev dannet små floder på stien.
Den eneste gode ting ved det dårlige vejr var, at det lykkedes at bestige Pichincha og komme tilbage igen på præcis 5 timer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar